Kategoriarkiv: Generelt

Mandag kommer vi til at forstyrre sommeridyllen igen

I forbindelse med Hyllested Vandværks største ledningsarbejde i nyere tid, er der desværre opstået behov for at få udført en ekstra opgave på krydset mellem Gl. Stationsvej og Hyllested bygade.

Den ene af de tre stophaner der befinder sig i krydset, viste tegn på en svag samling, og derfor har vores entreprenør og vvs tilbudt at udbedre denne samling i morgen mandag.

Grunden til arbejdet skal foregå mandag, er at der bliver asfalteret tirsdag. På den måde sparer vi arbejdet med at bryde asfalten på et senere tidspunkt.

Selve opsætningen af den nye stophane og efterfølgende samling, er vurderet til at vare omtrent tre timer.

Derfor kommer vi til at forstyrre sommer idyllen igen. Så fra vandværkets side anbefales det at tage et tidligt morgenbad mandag, og sætte vand af til kaffe samt andre fornødenheder. Det forventes denne gang at det er hele byen der kommer til at opleve udfaldet.

Og: så forventer vi fra vandværkets side at det bliver sidste gang, i denne omgang, at vi kommer til at forstyrre de daglige rutiner.

Med venlig hilsen

Hyllested Vandværk

Hovedlednings udskiftning – Skift sker onsdag

Udskiftningen af hovedledningen på Hyllested Bygade, er nu så langt at ombytning fra den gamle ledning til den nye ledning bliver påbegyndt onsdag 3. juli kl. 11:00.

Opgaven forventes at tage 2-3 timer, og det bliver nødvendigt at lukke for vandet på hele Hyllested bygade & Gl. Stationsvej.

Det betyder at vandtrykket bliver lavt, og at der til tider ikke vil være vand i rørene.

Andre områder af byen, kan også blive påvirket med faldende vandtryk, men det er primært på bygaden og stationsvejen, at effekten vil være mest mærkbar.

Når ombytningen er sket, kan det være en god ide for de berørte forbrugere at skylle rørene igennem, indtil vandet igen er klart.

Opdatering onsdag kl. 14:00: Ombytningen er på plads, og der åbnes for vandet igen.

Med venlig hilsen

Hyllested Vandværk

Før. De nye rør ligger klar.
Hyllested bygaden mod Stormosevej
Samling af de nye rør, det gamle rør ses nedenunder, også blåt.
Hyllested bygade i den anden retning, der arbejdes på at lukke det gravede hul ved Gl. Stationsvej.
Efter.

Hovedledningsudskiftning i sidste fase – der kan forventes udfald i vandforsyning !

Den tidligere omtalte udskiftning af hovedforsyningsledning fra krydset ved gl. stationsvej, ad Hyllested bygade op til Stokbækvej er nu kommet til den sidste del af arbejdet.

Det betyder at der i indeværende uge, onsdag 3. juli 2024 eller torsdag 4. juli 2024, kommer til at ske udfald af vandforsyning, da de nye ledninger nu skal kobles på det eksisterende ledningsnet.

Alle der skal kobles på de nye ledninger vil med sikkerhed blive berørt, Det drejer sig om Hyllested Bygade 1, 3, 7, 9, 8 (forsamlingshuset), 8B og Kirkens toiletter.

Derudover kan også resten af Hyllested bygade og hele Gl. Stationsvej blive ramt, da det måske kan blive nødvendigt at inddrage stophanerne ved krydset Gl. Stationsvej Hyllested Bygade i tilslutningsarbejdet. Der er også en mulighed for at forbrugere på Stormosevej og Stokbækvej kan blive ramt.

Det kan ikke på forhånd afgøres hvor længe udfaldet varer. Det anbefales derfor at man fylder vandflasker m.m. til at kunne klare en dags forbrug af vand.

Fra vandværket beklager vi på forhånd de gener det kommer til at medføre, men som skrevet tidligere, og meddelt på generalforsamlingen i år, så er det et forbedret ledningsnet vi får ud af operationen.

Fortsat god sommer.

Med venlig hilsen

Hyllested Vandværk

Udskiftning af central hovedledning påbegyndes 17. juni

Mandag 17. juni påbegynder Hyllested Vandværk udskiftning af ca. 210 m. vandledning fra krydset Gl. Stationsvej /Hyllested bygade og mod vest af bygaden op til krydset til Stokbækvej.

Det er den planlagte udskiftning der blev oplyst om på generalforsamlingen d. 20. marts i år, som nu er endeligt vedtaget, og bestilt.

Arbejdet skal ende ud med at vi får en korrekt dimensioneret hovedforsyningsledning på det pågældende stykke. Nogle af dimensionerne i de nuværende ledninger er diametermæssigt for små i forhold til det fortsættende ledningsnet ud af byen.

Specielt når vi i vandværket bruger nødforsyningen fra Gravlev vandværk, har de uens og nogle steder små dimensioner, betydet at de ydre dele af byen har oplevet et uforholdsmæssigt lavt tryk.

Arbejdet forventes at stå på i ca. tre uger, og vil betyde at der i perioder omkring gravearbejdet kan opleves trafikale gener, samt at forbrugere der er koblet på ledningen vil opleve udfald af vandforsyning. Vi vil fra vandværkets side bestræbe os på at informere de berørte forbrugere, når behovet opstår for at lukke kortvarigt for vandet.

På billedet nedenfor ses det berørte område.

Med venlig hilsen

Hyllested Vandværk

Stik til nødgenerator skal installeres på vandværket tirsdag 26. marts

Kære forbrugere

Tirsdag d. 26 marts slukker vi for strømmen på vandværket, da vi skal have installeret et nødsstrøms indtag på vores el tavle.

Vores el-installatør forventer at det vil tage 2-3 timer at foretage selve installationen.

I den periode vil vi benytte os af nødforsyningen fra Gravlev vandværk.

Derfor kan der tirsdag 26. marts opleves lavere tryk end normalt i en tre timers periode.

Med venlig hilsen

Hyllested Vandværk

Invitation til generalforsamling 2024

Der er udsendt invitation per brev til Hyllested vandværk forbrugeres postkasser, lørdag d. 24. februar.

Invitationen kan også findes nedenfor sammen med vandanalyser og regnskabet&budget der var med i konvolutten.

Selve generalforsamlingen foregår 20. marts 2023 kl. 19:30 i forsamlingshuset.

Husk der er tilmelding til spisning kl. 18:30, ved at sende mail til gf2024@hyllested-vandvaerk.dk eller ved direkte henvendelse.

OBS: For at vi kan nå at bestille smørrebrødende i tide, er det en god ide at melde retur om spisning inden på mandag d. 18. marts

Vi håber at se så mange som muligt.

Med venlig hilsen

Hyllested Vandværks bestyrelse.

Læs videre Invitation til generalforsamling 2024

Generalforsamling 2024 holdes i marts måned

Til Hyllested Vandværks medlemmer og interreserede.

Reserver allerede nu datoen d. 20. marts. 

Onsdag d. 20. marts. holder vi generalforsamling. Først med spisning fra kl. 18:30, og derefter selve generalforsamlingen fra kl. 19:30. Alle har adgang, og hvert medlem har én stemme per ejendom, vedkommende ejer. 

Det hele foregår i Hyllested forsamlingshus.

Generalforsamlingen er vandværkets højeste myndighed, og det er her vi bestemmer os for retningslinjerne for det kommende vandværks år, med udgangspunkt i bestyrelsens nuværende arbejde.

Som sidste år, vil bestyrelsen aflægge beretning for det forgangne år, og fortælle om de linjer som tegner sig for det kommende år. Der vil igen i år blive gennemgået vandanalyser, regnskab, budget og vedtaget nyt takstblad.

I år vil vi fortælle om vores arbejde med etablering af en ny boring. Det er en historie der har udviklet sig overraskende siden sidste generalforsamling. Dertil kommer tiltrængte udvidelser og tilpasninger på vandværket. Planer for en nødvendig tilpasning af ledningsnettet omkring forsamlingshuset, ligesom vi arbejder på at få skabt mulighed for at etablere en nødgenerator.

Med andre ord bliver dette års generalforsamling et af de mere indholdsrige.

Mød derfor gerne op og vær med til at sikre en fortsat solid lokal opbakning til vores nu 90 årige vandværk. 

Vi glæder os til at se så mange som muligt.

Med venlig hilsen

Hyllested Vandværks bestyrelse

Endnu en strømafbrydelse, onsdag morgen kl. 01:43

Der har natten til onsdag været endnu en strømafbrydelse på Djursland

https://energinet.dk/om-nyheder/service-og-drift/2023/09/06/strommen-tilbage-pa-djursland-02-20/

Forrige gang vi oplevede det, var i Lørdags, hvor vi var uden normal vandforsyning det meste af lørdagen, på grund af ramte sensorer og trykpumpe, og vi var nødsaget til at benytte nødforsyning fra Gravlev stort set hele dagen.

Denne gang ser det ud til vandværket har klaret skærene, langt bedre. Michael Hammershøi var på værket i nat kl. ca. 02:30, for at sikre at pumperne startede som de skal. Meldingen kl 03:06 her til morgen var at alt er kørende. Vi følger situationen henover dagen, men for nu ser det ud til at det kun var i nat vi var ramt, og at det ikke denne gang har forhindret vandværket i at fungere efter strømmen vendte tilbage.

Det er en usædvanlig situation at strømmen falder ud. Men det er endnu mere usædvanligt at strømmen falder ud to gange på under en uge. Derfor har vi besluttet at afholde et ekstraordinært bestyrelsesmøde, hvor eneste punkt på dagsordenen vil være hvordan vi sikrer os bedst muligt mod noget der ligner en ny dagligdag hvad angår el forsyning.

Vi håber at disse gener ikke har ødelagt alt for meget af weekendhumøret.

Mvh. Vandværket.

Lavt vandtryk lørdag morgen 2. sept – opdatering: vi er kørende igen.

På grund af strømafbrydelse på Stenledvej her til morgen omkring kl. 06:30, er der lavt tryk på vandværkets ledninger.

Der arbejdes på at etablere normal strømforsyning, og dermed også at vandværket kan køre ved normal drift igen.

Ifølge “KONSTANT Net A/S” skulle der komme normal strømforsyning igen kl. 07:30.

Mvh. Vandværket.

Opdatering lørdag kl. 13:20 : Strømmen kom retur omkring 07:30, men det var ikke umiddelbart muligt at genstarte pumpen, hvorfor VVS blev tilkaldt.

Hyllested vandværk har hele formiddagen benyttet sig af nødledningen fra Gravlev Vandværk. Det betyder at der er lavere tryk end normalt og at højtliggende forbrugere kan opleve at være helt uden vand.

Det er vandværkets egen pumpe der har haft svært ved at starte igen, og der arbejdes på at klarlægge årsagen, og få den udbedret.

Opdatering kl. 17:00 : Vandværkets egen pumpe er konstateret i orden, men følerne i vandtanken fungerer ikke korrekt, og pumpen som tryksætter vores ledningsnet er heller ikke fungerende korrekt.

Der arbejdes derfor fortsat på at få udbedret vandværkets systemer ovenpå morgenens strøm udfald.

Opdatering 17:20: Så er der kommet klarmelding fra vandværket, og vi skulle være i normal drift igen. Der skal lyde et stort tak til Michael, der har måttet bruge sin lørdag, da han var ene mand på broen, så han har sørget for at få organiseret nødledning, vvs og elektriker.

Generalforsamling 2023 blev afholdt 23. marts

Torsdag d. 23. marts holdt vandværket sin ordinære årlige generalforsamling, i år blev det afholdt i Pyramiden i Rosmus Skoles indskolingsbygning.

Spisning kl. 18:30.

Vandværket var vært ved lidt at spise og drikke inden generalforsamlingen fra 18:30 til 19:30.

Generalforsamling kl. 19:30

Selve generalforsamlingen foregik fra kl. 19:30. Dagsorden var udsendt i følge vedtægterne.

Regnskab, budget og takstblad blev godkendt, og bestyrelsens beretning ligeledes. Der vil komme referat på denne side. Dokumenterne der findes her, indgik i årets generalforsamling.

Nedenfor findes dagsorden, alle dokumenter, beretning og referat.